|
|
Nyt fra Museumsforeningen for Hals Museum
På denne side bringes nyheder fra Museumsforeningen for Hals Museum.
Her vil bl.a. findes indkaldelse til generalforsamlingen eller referat fra samme.
FYRINGEN AF MUSEUMSINSPEKTØREN PÅ HALS MUSEUM
Nordjyllands Historiske Museum (NHM) har, af økonomiske årsager, besluttet at nedskære antallet af museumsinspektører for nyere tids historie fra 5 til 4, og beslutningen kom til at gå mest ud over Hals Museum med fyringen af museumsinspektøren ved dette museum. Dette er helt og holdent NHM's egen beslutning, og Skole- og Kulturudvalget (SKU) ved Aalborg Kommune har kun indirekte - ved størrelsen på sine bevillinger - haft indflydelse på det skete. Derfor har Museumsforeningen for Hals Museum også, i et skarpt brev til NHM's bestyrelse, udtrykt sin store misbilligelse med beslutningen og bedt bestyrelsen arbejde imod, at der snarest igen sker ansættelse af en fuldtids inspektør med base på Hals Museum. Men museumsforeningen har også sendt en skrivelse til SKU, dels med en orientering og dels med en opfordring til på de kommende års budgetforhandlinger at øge tilskuddet til NHM, således at museumsinspektørstilling ved Hals Museum kan fastholdes.
Fyringen af museumsinspektøren i Hals, som fratræder sin stilling medio 2012, kan ikke undgå at betyde et markant fald i aktivitetsniveauet på museet. Dette harmonerer dårlig med at Hals Skanse af Aalborg Kommune er udnævnt til et fyrtårnsprojekt, og at hele Østkysten af samme er udpeget til et indsatsområde, hvor man på sigt forventer en stigning i antallet af turister i området, der i Hals i forvejen er særdeles velbesøgt. Netop turistområdet vil i høj grad komme til at savne Henrik Gjøde Nielsen. Og hvad vil der ske med det store projekt for Hals Skanse, der jo netop skulle blive en turistmagnet, når nu hovedkraften bag dette projekt forsvinder. Hals er jo af Aalborg Kommune udpeget til indsats- og udviklingsområde, ikke afviklingsområde.
Da Hals Museum i 1994 fusionerede til NHM var der på museet, foruden museumsinspektøren, ansat 2 fuldtidsansatte museumsassistenter, 2 deltidsansatte museumsassistenter samt korttidsansatte kustodemedhjælpere. De 2 fuldtidsstillinger er for længst skåret væk. Alligevel har museumsinspektøren på Hals Museum magtet at fastholde et højt aktivitetsniveau med mange udgivelser, mange foredrag og mange arrangementer, ligesom der i 2010 blev sat besøgsrekord med knap 11½ tusinde besøgende, et besøgstal der kun overgås af de helt store afdelinger under NHM. Desuden bør nævnes, at museumsinspektøren i Hals har været med til at forøge aktivitetsniveauet på NHM's øvrige afdelinger, således har han i flere år arrangeret en bogmesse på Aalborg Museum, afholdt velbesøgte foredragsarrangementer og byvandringer i Aalborg, samt udført forsknings- og formidlingsprojekter, i bog- og artikelform, for hele NHM's område. Det er vores opfattelse, at Hals Museum er én af de afdelinger under NHM, der har opnået mest, med de ressourcer museet har haft til rådighed. Når museumsinspektøren stopper vil der kun være 1 deltidsansat i flexjob tilbage på Hals Museum. Denne vil så måske blive suppleret med en halvtids inspektør fra Aalborg.
Museumsforeningen for Hals Museums bestyrelse har dog valgt at prøve at finde de positive sider, og se på nye muligheder. Derfor har bestyrelsen besluttet at bevilge 200.000 kr. til et ph.d. projekt med udgangspunkt i besættelsen 1940-1945; et projekt som museumsinspektør Henrik Gjøde Nielsen p.t. er i færd med at planlægge og formulere. Projektet søges gjort til en del af Hals Skanse projektet, og bestyrelsen ser både sin bevilling som en investering i Henrik Gjøde Nielsen og som en investering i skanse projektet. Ph.d.-projektet er 3-årigt, og forventes gennemført i samfinansiering mellem Aalborg Universitet (AAU) og NHM. Fra universitetets side ønsker man 1½ års ansættelse på AAU og 1½ års ansættelse på NHM. Universitets finansiering på ca. 1.300.000 kr. er på plads. Tilbage resterer at skaffe NHM's andel på 900.000 kr. Museumsforeningen for Hals Museum har med sit bidrag nedbragt dette beløb til 700.000 kr., og samtidig anmodet NHM's bestyrelse om at bidrage med dette beløb over en 3-årig periode. Tilbage er blot ønsket om, at Henrik Gjøde Nielsen efter de 3 år igen tiltræder som museumsinspektør ved Hals Museum.
KRUDTMAGASINET PÅ HALS SKANSE RENOVERES I 2011
Besøgende på Hals Skanse i sommeren 2011 vil opleve et sørgeligt syn. Det gamle Krudtmagasin fra 1656 er styrtet sammen. Bygningen har desværre længe været i en dårlig stand, og den 1. februar i år kunne Hals Museum konstatere revner i samme og anmeldte straks skaderne til Aalborg Kommune. Men inden bygningen nåede at blive afstivet, styrtede dele af Krudtkammeret sammen den 1. april, og denne sammenstyrtning blev efterfulgt af endnu en sammenstyrtning den 4. april. Først herefter blev bygningen afstivet.
 Det store spørgsmål herefter var, hvornår Krudtkammeret kunne renoveres. Bygningen er fredet og derfor underlagt krav om at blive holdt i forsvarlig stand. Aalborg Kommune havde på budgettet for 2011 ikke afsat penge til vedligeholdelse af Krudtkammeret, og da en renovering af bygningen ville løbe op i 3/4 million kroner var der ikke umiddelbart midler at finde til dette. Men presset på Aalborg Kommune var stor, og den glædelige nyhed er, at kommunen ved hård prioritering/nedskæring af allerede planlagte projekter har fundet de nødvendige midler til at få Krudtkammeret renoveret i indeværende år. Målet er, at arbejdet udføres sensommeren/efteråret 2011. Dette skal, da bygningen er fredet, ske i tæt samarbejde med Kulturarvsstyrelsen, der har tilsynet med fredede bygninger i Danmark, og kommunen vil som tilsynsførende ved renoveringsarbejdet benytte sig af den af Kulturarvsstyrelsen anbefalede arkitekt.
 Fra Museumsforeningens side er der under hele forløbet blevet lagt stort pres på Aalborg Kommune for at finde midlerne til renoveringen. Vi har i den forbindelse følt os som kulturarvens vogter omkring Hals Skanse og dens bygninger, og vi frygtede på et tidspunkt at bygningen blev nødt til at henstå i sin nuværende stand hen over en vinter, med fare for yderligere skader. Fra foreningens side skal der lyde en stor tak til viceborgmester Marian Geller, der som den eneste politiker i Aalborg Kommune har involveret sig i sagen. Foruden at lægge pres på kommunen har Marian Gellers støtte moralsk betydet meget for foreningen, som derved har fået tilført ekstra energi til fortsat kamp for kulturarven. Og endelig skal Aalborg Kommune roses for at have skaffet penge til renoveringen, så vi i 2011 igen får et Krudtkammer at se i forsvarlig stand.

REFERAT FRA GENERALFORSAMLINGEN
Museumsforeningen for Hals Museum afholdt generalforsamling tirsdag den 29. marts 2011 på Restaurant Havkatten, Havnen 22, Hals, hvor der var 30 fremmødte.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent.
Carsten Holm Thomsen valgtes som dirigent.
2. Formanden aflægger foreningens beretning.
Beretningen blev aflagt af formanden, Klem Thomsen. Beretningen kan læses via dette link.
3. Kassereren aflægger foreningens reviderede regnskab.
I kasserens fravær blev regnskabet fremlagt af formanden, Klem Thomsen. Regnskabet kan ses via dette link.
4. Indkomne forslag.
Der var ingen indkomne forslag.
5. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer.
Følgende blev genvalgt: - Klem Thomsen, Vester Hassing - Majbritt Jensen, Stae - Annegrethe Østergaard, Hou
Valg af 2 suppleanter.
Følgende blev genvalgt: - Emanuel Hansen, Hals - Tove Michelsen, Holtet
Valg af 2 revisorer.
Følgende blev genvalgt: - Karl Erik Pedersen, Vester Hassing - Kjeld Pedersen, Hou
6. Fastlæggelse af kontingent.
Bestyrelsen forslag til kontingentsatser for 2012 blev vedtaget: - 75 kr. for personligt medlemsskab - 300 kr. for erhvervs- og institutionsmedlemsskab - 1500 for personligt livvarigt medlemsskab
7. Eventuelt.
Efter generalforsamlingen fortalte den sidste borgmester i den gamle Hals Kommue, Bent Sørensen, om udviklingen i Hals Kommune gennem dens 37-års levetid. Det, som kendetegnede den generelle udvikling fra 1970 til 2007, var, at der blev stillet større krav til kommunerne, at de fik flere opgaver, og at der kom flere ønsker. Således var der i Hals Kommune i 1970 ingen børnepasningstilbud; mødrene passede børnene, eller de større børn passede de mindre børn. Først i 1972 oprettes der børnehaver i Hals Kommune, én i Hals og én i Vester Hassing. Da foredragsholderen i 1975 flyttede til kommunen, var der rigelig med pladser i børnehaven i Vester Hassing. Men da hans barn nummer to i 1777 skulle have en børnehaveplads, var der overtegnet; dette blev i øvrigt starten på Bent Sørensens politiske liv. Fra starten arbejdede hjemmeplejen kun om dagen, ikke om natten, da samfundet var baseret på, at folk, som havde brug for hjælp om natten, kom på alderdomshjem. Bent Sørensen betegner 1970 til 2007, som perioden hvor velfærdssamfundet blev etableret. Efter disse generelle betragtninger fortalte Bent Sørensen om perioden op til 1977, hvor den "røde" fløj, med socialdemokratiet som det største parti, fik flertal, med det resultat at Bent Sørensen overtog borgmesterposten. Op til valget havde der ikke været sammenhæng mellem forbrug og skatteprocent, hvad også forvaltningen havde kommenteret, og det sidste år før valget blev der vedtaget et budget udenom det største parti, venstre. Budgetforliget blev ved valget belønnet af vælgerne, da de implicerede partier fik fremgang. Og efter valget sov de nye byrådsmedlemmer på resultatet, før de tog de endelige beslutninger om den kommende konstituering; noget de nuværende byråd måske kunne lære lidt af. Det blev et spændende foredrag, med stor dialog mellem foredragsholderen og publikum. Byrådet forsøgte i Bent Sørensens embedsperiode at tilgodese alle fem bysamfund i den gamle Hals Kommune, hvad der ikke var uproblematisk, da det kunne begrænse handlefriheden. Sluttelig var det sjovt for Bent Sørensen at se, at Hals Kommune aldrig havde fungeret bedre, end efter den var blevet indlemmet i Aalborg Kommune.
|