Hals Museum   &   Museumsforeningen for Hals Museum
     Toften 1  .  9370 Hals  .  Tlf. 99 31 74 50  

 

 

 

 

 

Nyt fra Hals Museum

Dette er siden, hvor der fortælles om aktiviteter på Hals Museum, såvel til hverdag som ved festlige lejligheder. 

 

TELTRECEPTION PÅ HALS SKANSE, RAVELINEN
Tirsdag den 12. juli 2011 kl. 14.00.

Hals Sparekasse, Spar Nord Fonden, Ulsted Sparekasses Fond og Museumsforeningen for Hals Museum har doneret midler til Hals Museum, Nordjyllands Historiske Museum til indkøb af salgsboder til brug for bl.a. Hals Skansemarked og Sortkrudtfestival. I anledning af, at teltene nu er indkøbt, har Hals Museum inviteret sponsorerne til en uformel teltreception på Hals Skanse.

 

Hals Museum vil ikke tage det første spadestik, men slå den sidste pløk i skansejorden, når museet præsenterer de ti flotte telte, som det vil få glæde af i mange år fremover, første gang til Hals Skansemarked og Sortkrudtsfestival den 6. august.


Der saluteres i dagens anledning.

 

FYRTÅRNSPROJEKT PÅ HALS SKANSE
Sæsonen er skudt i gang på Hals Museum

Hals Museum åbnede 1. maj dørene for sommersæsonen. I museets permanente udstilling berettes om livet ved hav og fjord, på land og i by, om Hals Skanse og om besættelsestiden 1940-1945. Desuden byder museets kiosk på et righoldigt udvalg af historisk litteratur, legetøj, smykker og andre gode sager med rod i fortiden. Det er ikke lykkedes at færdiggøre den annoncerede udstilling ”Så længe verden står – Af Hals Kommunes skolehistorie 1646-2006.” I stedet vises en anden udstilling, der ganske vist tager udgangspunkt i fortiden, men som i lige så høj grad drejer sig om fremtiden.

I samarbejde med Aalborg Kommunes Landdistriktspulje, har museet udarbejdet et renoveringsprojekt for Hals Skanse, ”Hals Skanse – Optimering af Hals Skanse som museal attraktion.” Projektet er af Aalborg Kommune udnævnt til Fyrtårnsprojekt. En mindre del, en skitse, blev vist på Hals Museum i sommeren 2010, mens det færdige projekt blev vist i udstillingsform på Utzon Center Aalborg i efteråret 2010. I komiteen bag projektet sidder folketingsmedlem Orla Hav, direktør Peter Kvistgaard, direktør Lars Enevold Pedersen, direktør Erik Ravn, lektor Marianne Rostgaard og bestyrelsesformand for Nordjyllands Historiske Museum Per Svensson.

Det har hele tiden indgået i planerne for projektet, at den færdige udgave skulle vises i Hals 2011. Museet har da grebet lejligheden, og besluttet at vise ”Utzon-udgaven” af Fyrtårnsprojekt Hals Skanse som museets særudstilling 2011. Her kan man i tekst og fotografier, plantegninger og akvareller få indblik i, hvilke planer Nordjyllands Historiske Museum har for udviklingen af Hals Skanse, herunder en stærkere anvendelse af skansen i områdets turisme- og oplevelsesøkonomi, men naturligvis i særlig grad på det fæstningshistoriske område.

Nordjyllands Historiske Museum er Aalborg Kommune taknemmelig for, at man har udnævnt projektet til Fyrtårnsprojekt. I øjeblikket pågår det store arbejde med at skaffe midler m.v. til at gennemføre projektet. Udstillingen kan ses på Hals Museum frem til den 31. august, alle dage kl. 10.00-17.00.

 

GRATIS GYS, GRÆSKAR OG GODTER
Ægte spøgelser og alle helgener på Hals Museum

Med den 31. oktober som ”officiel” Halloween-dag kunne man forledes til at tro, at alt spektaklet var forbi for denne gang, men sådan er det ikke. Hals Museum forlænger dén historie, ved at se tilbage i historien. Og den er indviklet.
Allehelgen har middelalderlige rødder, altså katolske rødder, og blev fejret den første søndag i november. Det samme gælder Allesjælesdag, som blev fejret den 2. november, og fortsat gør det i den katolske kirke. Fejringen af Allehelgen den 31. oktober er også præget af, at det var denne dag Luther slog sine teser mod den katolske kirke op på kirkedøren i Wittenberg, men ifølge helligdagsreformen 1770 blev fejringen af Allehelgen henlagt til den første søndag i november. I kirkelig forstand mindes man på dagen vore egne døde, og de kristne, som har levet før os og vidnet om deres tro, mens Allesjælesdag anvendes til forbøn for de døde i Skærsilden – men det er jo et katolsk anliggende. Hertil kommer så den amerikansk inspirerede Halloween, 31. oktober, som er dagen hvor de døde og de overnaturlige kan gæste de levende. Og alle tre dage blandes faktisk sammen.
Fejringen af Allehelgen den første søndag i november kan man afslutte på Hals Museum, når aftenen falder på. Når det er mørkt er skansen meget mørk, men på Allehelgensaften sætter vi lidt lys, fakler og bål i mørket, så man kan finde ind til Hals Museum. Herinde bydes der på spøgelseshistorier fra Hals og omegn, gratis udskæring af græskarmænd, slik og gys m.m. Bagefter kan man så begive sig ud i den mørke skansegård igen, hvis man tør. For til forskel fra de spøgelser og gespenster, der har befolket gader og stræder i forbindelse med den ”officielle” Halloween, findes der på Hals Skanse rigtige, ægte spøgelser og genfærd. Og måske man møder et par af dem, i skansen, i mørket.
Arrangementet finder sted søndag den 7. november på Hals Museum, Hals Skanse, Østergade i Hals, fra kl. 19.00 til 21.00. Der er gratis adgang for alle, der tør.

 

EFTERÅRSFERIE PÅ HALS MUSEUM

En uge med bøger og Hals Fiskeriforening

Hals Museum holder åbent i efterårsferien, fra lørdag den 16. oktober til søndag den 24. oktober, alle dage kl. 10.00-17.00. Der er gratis adgang til at se såvel den permanentet kultur- og lokalhistoriske udstilling, som den lille særudstilling om projekt Hals Skanse. Det samlede skanseprojekt kan i samme periode ses på Utzon Center Aalborg.

Bogudsalg

Traditionen tro afholdes tillige bogudsalg efter hollandsk mønster. Udvalgte titler sælges i begrænsede oplag, uanset førpris, fra 50 kr. lørdag faldende til 10 kr. den følgende søndag. Ud over bøger og publikationer fra Hals Museum, sælges også bøger fra Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred. Der er altså mulighed for at gøre en rigtig god handel, hvis man har is i maven og tør tage risikoen for udsolgte bøger.

Et klenodie vender tilbage til Hals

Samtidig er det med stolthed Hals Museum kan præsentere et projekt, der har været længe undervejs, nemlig Hals Fiskeriforenings fane. Hals Fiskeriforening blev stiftet den 3. marts 1903. Samme år indviede man fiskeriforeningens meget fine fane, som senere kom i Hals Museums eje. Fanen, som var medtaget af tidens tand, har i de senere år været under konservering og renovering på Bevaringscenter Nordjylland, hvilket har været en både kompliceret og omkostningskrævende proces, som er blevet løst i takt med, at museet har kunnet skaffe de nødvendige midler. Og i efterårsferien vender fanen så tilbage til Hals Museum, placeret i en specialbygget parademontre, der både sikrer en værdig præsentation af fanen, og at denne bevares under ordnede forhold.

 

 

www.halsmuseum.dk